Job til Cathrine og andre unge i Mombasa

Mombasa er varm, støvet og larmende. Havnebyen er Kenyas næststørste by og har med sine næsten en million indbyggere evnen til at opfylde eller knuse drømme. Byens gader er fyldt med mennesker, motorcykler, biler og minibusser. Og på en af disse trafikerede gader står Cathrine Odhiambo og sælger shorts, T-shirts og kjoler. Men sådan har det ikke altid været.

Når man tænker på kirkelige organisationer, der arbejder med udvikling, så er det sjældent tanken falder på entreprenørskab og jobskabelse for unge. Men sådan er det i samarbejdet mellem danske Assist og kenyanske Economics Projects Transformational Facility (EPTF).

Unge skal skabe deres eget job

Assist og EPTF har siden 2011 arbejdet sammen om et projekt i Mombasa. Målet med projektet er at ændre unge arbejdsløses tankegang, så de i stedet for passivt at afvente, at de skal få et job, skaber deres egne job ved at oprette små forretninger.

Siden da har 758 unge modtaget undervisning i budgetlægning, indkøb, entreprenørskab og andet, man har brug for at vide for at starte og kører en forretning. Det har betydet, at 383 forretninger er blevet etableret og yderligere 150 unge har kunnet udvide eksisterende forretninger.

De små forretninger er meget forskellige og fordelt over hele byen. Det kan være salg af pommes frites på hjørner i forstæderne, bagerier, der sælger lækre kager til forbipasserende skolebørn, en skrædder, der syr og reparerer tøj eller salg af simkort til de mange mobiltelefoner, der bruges i byen.

I mange tilfælde har de unge haft en forventning om at få en uddannelse og fast job, men med træningen fra EPTF bliver de åbne overfor, at vejen til indtjening og et godt liv sagtens kan gå gennem entreprenørskab. Og det er godt, for i Mombasa droppe mange unge ud af skolen, fordi der ikke er råd til at lade dem fortsætte, og at det er disse unge, der gennem træningen får øjnene op for, at de sagtens kan få en god fremtid.

Tøjbutikken på gaden

På en sidegade til en af de helt store veje, der går ind mod Mombasa centrum har Cathrine Odhiambo på 25 år etableret en tøjbutik. Motorcykler, biler og gående passerer fordi i hastigt tempo, men flere kvinder stopper og kigger på det nyeste udvalg. Cathrine var på træning hos EPTF i 2015.

”Træningen ændrede mig”, fortæller hun. ”Jeg lærte, at jeg ikke ville være ansat et sted, men at jeg ville skabe mit eget job”.

Og for Cathrine var der ikke langt fra tanke til handling. Hun startede med at købe en enkelt brugt T-shirt på markedet i centrum af Mombasa, den vaskede og strøg hun, for derefter at sælge den på sidegaden med fortjeneste.

Nu har den lille butik et lidt bredere sortiment af brugt tøj med både T-shirts, børnetøj, shorts og jeans. Cathrine køber ikke længere enkeltstykker tøj på markedet i centrum, men kan købe hele pakker direkte fra en importør.

“Hos EPTF lærte jeg blandt andet, hvordan jeg laver budget og forretningsplaner. Det betyder, at jeg hele tiden bruger de penge, jeg tjener, på at udvide butikken. Og derfor er det gået så godt,” fortæller Cathrine.

Fremtiden

Også fremover vil de to kirkelige organisationer, Assist og EPTF, samarbejde om at give unge kenyanere en bedre muligheder for indtjening og en stabil fremtid. EPFT ser det som en stor fordel at være en trosbaseret organisation, der arbejder med entreprenørskab, fordi de kristne værdier gennemsyrer både træningen og oprettelsen af de små forretninger. Det betyder blandt andet nej til korruption og en generel holdning om, at tingene skal gøres på den rette måde uden at snyde eller springe over, hvor gærdet er lavest.

En kvinder stopper ved Cathrine butik, bukker sig ned og mærker på de Tommy Hilfiger-shorts, der ligger fremme. Mon de passer? Kvinder prøver dem under sin lange nederdele og konstaterer, at de er perfekte. Hun forhandler lidt pris med Cathrine og ender med at gå tilfreds fra butikken med shortsene pakket ind i avispapir. Cathrine er også glad, for selvom de forhandlede om prisen, ved hun, at hun har tjent på salget.

For Cathrine er næste skridt helt klart. Hun vil gerne leje et lokale, så tøjbutikken kan flytte fra gaden og blive til en rigtig butik.

”Og så drømmer jeg om at blive millionær”, siger hun grinende.

Med Cathrine på arbejde

Skrevet af Maria Nitzsch Hastrup, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

Læs mere om Assists arbejde på www.assist-denmark.dk