Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde er gået i luften!

Af hjertet tak!  

Vi er ovenud glade for den flotte modtagelse af vores nye navn og hjemmeside! I går kunne vi nemlig slå dørene op for Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde – og det blev fejret med en online lancering med 120 deltagere.

Under den relevante overskrift: ’Mænd, der hader kvinder? – Religion og religiøse aktører i udviklingssamarbejde’, afholdt CKU en debat om vold mod kvinder. På verdensplan har 35 procent af alle kvinder oplevet kønsbaseret vold. Og ifølge UN Women er omfanget af vold mod kvinder og børn steget i hjemmene under corona-pandemien, særligt i mange udviklingslande. Der er flere årsager til, at mænd begår vold mod kvinder. Ofte hænger en voldelig adfærd sammen med en turbulent opvækst, hvor vold og misbrug har været en del af hverdagen. Andre grunde til en voldelig adfærd skyldes normative og sociale kulturer, som er styret af hierarkiske og patriarkalske strukturer. Det handler dog i sjælden grad om, at mænd faktisk hader kvinder.

Under lanceringen holdt minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen et oplæg om de politiske perspektiver på problematikken. Ministeren takkede CKU for at tage debatten op, da vold mod kvinder stadig er en aktuel problemstilling, ikke mindst i lyset af COVID-19. Udover ministeren deltog blandt andre seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Marie Juul Petersen, Direktør i Danner Lisbeth Jessen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen, seniorforsker i Dansk Institut for Internationale Studier Lars Engberg-Pedersen, og professor og kultursociolog i KVINFO Connie Carøe Christiansen, og en række andre praktikere, forskere og trosbaserede aktører fra det danske NGO-miljø.

Panelisterne diskuterede under debatten, hvordan religion og religiøse aktører både kan være med til at fastholde og bekæmpe patriarkalske strukturer, der er med til at undertrykke kvinder. Religion og religiøse aktører spiller en unik rolle, fordi de helt grundlæggende kan forme de normer og værdier, hovedparten af verdens befolkning besidder. Og gennem deres forankrede og vidt forgrenede tilstedeværelse er de i stand til at nå ud til de fjerneste egne. I forlængelsen af debatten blev det vigtige spørgsmål rejst: Hvordan kan trosbaserede og sekulære organisationer i fællesskab arbejde for at fremme ligestilling blandt kønnene?

Gik du glip af lanceringen? Så fortvivl ej, du kan se eller gense lanceringen nedenunder eller her: