Pres fra flygtningestrømmen, ødelæggende eksplosioner og en presset økonomi truer Libanons sammenhængskraft. Men gennem projektet ’Lebanon: My Story’ er tv-kanalen SAT-7 – med hjælp fra bl.a. Det Danske Bibelselskab og CKU – med til at skabe forsoning og gensidig forståelse blandt landets unge.
Mens Libanon nervøst holder vejret og afventer, hvad fremtiden vil bringe for deres på mange måder kriseramte land, arbejder den kristne satellitkanal SAT-7 for at spille en positiv rolle i landets historie fremover og gøre det til en fortælling kendetegnet af håb og enhed. Til den mission får de hjælp fra sine partnere i Bibelselskabet i Danmark og Libanon og CKU i projektet Lebanon: Our Story.
Som del af projektet deltog over 20 professionelle libanesiske mediefolk for nylig i et træningsseminar, nogle fra SAT-7, andre ikke. Alle var de samlet for at netværke og dele erfaringer med, hvordan medier kan hjælpe med at skabe samhørighed ved at åbne medierummet op til at omfatte stemmer og meninger på tværs af sekteriske skel og som platform fremme fred i stedet for at puste til konflikterne.
For spændingen stiger fortsat i Libanon. Med godt 1,5 millioner syriske flygtninge er Libanons befolkning vokset med en tredjedel, siden den syriske borgerkrigs begyndelse i 2011. Sammen med Covid-19-epidemien, eksplosionerne i Beirut sidste år og en kriseramt økonomi tærer det på Libanons sammenhængskraft i et samfund, hvor også modstanden mod de mange sårbare flygtninge vokser.
Medietræningen har til formål at gøre medieprofessionelle mere opmærksomme på de forskellige historier, der tilsammen udgør ’vores’ historie, så de gennem deres journalistik kan bidrage til det sociale sammenhold.
‘Mødtes som fremmede, tog afsked som familie’
En anden vigtig del af projektet er de såkaldte Storytelling Clubs. I Storytelling-klubberne samles deltagere i alderen 15-25 år fra forskellige dele af det libanesiske samfund, inklusive syriske, palæstinensiske og armenske flygtninge og libanesiske unge med forskellige baggrunde.
Samlingerne giver de unge en mulighed for at bygge relationer, fortælle deres personlige historier og skabe en større gensidig forståelse – og derigennem sammen skabe en fælles fortælling for deres generation.
19-årige Marie-Belle var en af omkring 20 deltagere, der mødtes til en to dage lang Storytelling Club-event. Da hun sagde ja til invitationen, havde hun ingen forestilling om, hvor meget begivenheden ville forandre hende.
”Vi mødtes som fremmede, men tog afsked som familie,” fortæller hun.
”Med en aktivitet efter den anden blev de usynlige vægge mellem os revet ned. En mursten ad gangen,” forklarer Marie-Belle Milan.
Mure af racisme, stereotyper og had og bitterhed som følge af krige. Ikke bare revet ned, men bygget om til broer, som hun udtrykker det.
SAT-7 er stærk på meningsskabende samtaler
Marie-Belles historie er et bevis på, hvordan klubberne, der kun har eksisteret siden marts 2021, allerede nu bærer frugt. Den vidner samtidig om, hvor vigtig projektet er.
”Erfaringerne fra projektet har gjort det klart, at selvom vejen foran er hård og lang, er rejsen i dag så meget vigtigere at tage,” siger Phil Hilditch, der er Development Officer i SAT-7. ”Det er presserende, at vi sikrer Libanon som land for den næste generation.”
Lebanon: Our Story-projektet er samtidig et godt eksempel på den særlige rolle, som religiøse aktører kan spille i konfliktfyldte og skrøbelige kontekster, fortæller Daniel Nygaard Madsen, der er puljekoordinator i CKU:
”SAT-7 når ud til en stor befolkningsgruppe og ses af både kristne, muslimer og andre i Mellemøsten. Det er en særlig styrke på den ene side at kunne facilitere de dybe samtaler, der berører traumer, identitet og meningsskabelse – og samtidig at kunne transmittere disse samtaler på en relevant måde til en meget bred målgruppe.”
‘Lebanon: Our Story’ er finansieret af Udenrigsministeriet, som i december 2020 bevilligede 5,5 mio. kroner til et konsortium bestående af SAT-7, Det Danske Bibelselskab, Det Libanesiske Bibelselskab og CKU. Projektet implementeres primært af SAT-7 og har til formål at styrke det libanesiske civilsamfund gennem storytelling og medieaktiviteter og derigennem mindske den sårbarhed, som flygtninge og værtssamfund oplever. SAT-7 har gennem mere end 20 år sendt kristent satellit-tv til millioner af seere i Mellemøsten og Nordafrika.