Nyt koncept vil vende udviklingssamarbejdet på hovedet

”I stedet for at kigge på, hvad der mangler, kigger vi på, hvad der er. Det er en helt afgørende anderledes måde at gå til udviklingssamarbejdet på” Sådan forklarer Thomas Spanner, konsulent i Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde konceptet bag læringsinitiativet ’Menighedsbaseret Diakoni’, som gennem de seneste to år har høstet de første erfaringer. Og tilbagemeldingerne fra de afrikanske deltagere er positive.

Normalt er afsættet for udviklingsprojekter at afklare hvilke behov et lokalsamfund har og forsøge at finde på måder at skaffe de fornødne ressourcer. Den tilgang kaldes ’needs based’. Men de seneste to år har en række projekter i lande som Rwanda, Burundi, Tanzania, Etiopien, Kenya, Mali og Cameroun taget udgangspunkt et helt andet sted: nemlig i hvilke ressourcer, der allerede er til stede i lokalsamfundet eller menigheden via en ’asset-based’ metode.

Church and Community Mobilization Proces (CCMP) kaldes det – eller på dansk Menighedsbaseret Diakoni. Det er en åben proces, hvor afklaring af et communitys egne ressourcer og mobiliseringen af dem finder sted i samarbejdet mellem kirke og lokalsamfund. På den måde får den lokale kirke en mere diakonal rolle og lokalsamfundet får dets egne udviklingsinitiativer og det enkelte menneske større værdighed.

Kirker ser deres rolle i et nyt lys

Læringsprojektet ’Menighedsbaseret Diakoni’ blev startet i 2019 med forventning om at skulle fortsætte indtil 2023. 18 personer fra otte afrikanske lande var midt i januar samlet til midtvejsevaluering af projektet, som ind til videre får positive tilbagemeldinger fra en række af de medvirkende kirker og menigheder.

Og at dømme efter kirkernes foreløbige tilbagemeldinger er konceptets skift af fokus en stor succes, melder Thomas Spanner, projektkonsulent hos CKU, der deltog på konferencen i januar. Han har opholdt sig i Østafrika siden da og er netop vendt hjem.

Hos de medvirkende kirker og menigheder har det allerede betydet, at kirkerne er under forandring, fortæller han. Og hvad væsentligt er: Kirkerne er de fleste steder i gang med selv at skabe forandring.

”De ser sig selv og deres rolle i et nyt lys. De har forstået deres tilstedeværelse og opgave på en ny måde. Der var stor begejstring for muligheden for, at de lokale kirker igennem en ressourceafklaring og mobilisering selv kunne blive i stand til at udvikle initiativer, der ikke var afhængige af midler udefra. At det enkelte menneske kunne få værdighed ved selv at kunne håndtere deres liv,” forklarer Thomas Spanner.

Ny forståelse for egne ressourcer

Forud for konferencen besøgte han projektet i Burundi. Her mødte han Willy Ndabitutioyana fra Ngozi i Burundi, som forklarede hans oplevelse med tankerne bag menighedsbaseret diakoni (eller CCMP) på denne måde:

”Jeg ventede på at nogen skulle komme og hjælpe mig. Efter vi havde arbejdet med CCMP forstod jeg, jeg havde alt, hvad jeg har brug for allerede. At det var mig, der skulle gøre noget. Jeg var en gadedreng som boede på skift hos andre. Jeg levede som tigger og foretog mig kun ubrugelige ting,” forklarer han og fortsætter: 

“Særligt har jeg været inspireret af bibelstudier af Ordsprogenes Bog 6,6: ‘Gå til myren, dovenkrop, betragt dens færden, og bliv vis.’ Jeg begyndte med at opfostre en gris, så købte jeg noget land og nu vil jeg være landmand. Der er ingen unge her, der gider være landmand. Men det vil jeg godt. Det er den mulighed, jeg har for at forsørge mig selv.”

Den første halvdel af den treårige proces har især været fokuseret på at fremme tankegangen og forståelsen og redskaberne hos de deltagende kirker. CKU faciliterer det treårige læringsprojekt i samarbejde med medlemsorganisationerne Promissio, Baptistkirken, Mission Afrika, IAS og Luthersk Mission. Hver af medlemsorganisationerne har engageret fem lokale kirker og deres lokalsamfund i processen.

Midtvejsevalueringens primære pointer:

  • Det enkelte land og område skal have frihed til selv at tilgå processen ud fra egne vilkår og muligheder. Det er principperne, der skal fastholdes.
  • Der er brug for flere letlæselige undervisningsmaterialer.
  • Relationen mellem facilitatorer og kirke er afgørende for succes. Den skal have mere opmærksomhed.
  • Sidst i processen i 2023, skal der gives mulighed for, at den enkelte deltagende partner får mulighed bringe læringen videre til nye kirker og lokalsamfund. Det er vigtigt, at dette bliver begyndelsen på en større forandringer i deres kirkesamfund.
  • Processen og læringsinitiativet må forlænges et år. Covid har skabt store forsinkelser alle steder, og det er en proces, der må gives den nødvendige tid.