27. og 28. september gæstede en række internationale stemmer Diakonissestiftelsen. De var inviteret for at deltage i en konference om samspillet mellem tros- og religionsfrihed og udviklingssamarbejde, som CKU havde arrangeret i samarbejde med nordiske samarbejdspartnere Swedish Mission Council, Digni og NORFORB.
Både udviklingssamarbejde og rettighedsarbejde beskæftiger sig grundlæggende med menneskers værdighed. Men flere steder ude i verden kan det betragtes som kontroversielt stof at beskæftige sig med menneskerettigheder. Retten til tros- og religionsfrihed kan ligesom arbejdet for kvinders rettigheder og ligestilling opfattes som vestlige påfund, og det kan gøre rettighedsarbejdet vanskeligt i nogle kontekster, var en af pointerne i paneldebatten onsdag formiddag.
Derfor bør arbejdet med retten til tros- og religionsfrihed heller ikke nødvendigvis starte med at tale om netop tros- og religionsfrihed, hævdede Basem Maher, som er peace building and development consultant i Egypten:
”Vi begynder ikke vores arbejde med at tale om menneskerettigheder. For hvis vi gør det, så er det altid patriarkatets skyld eller regeringens skyld eller nogen andres skyld. Vi starter diskussionen et andet sted: Har vi det godt? Er vores community velfungerende? Eller er der noget, der kunne være bedre? Og hvordan kan vi i så fald arbejde for det? Den samtale kommer ofte til at handle om menneskers værdighed og de rettigheder vi hver især har eller ikke har. Men vi starter aldrig samtalen med at tale om menneskerettigheder eller ligestilling mellem kønnene eller tros- og religionsfrihed. Samtalen er for vanskelig, hvis man har det udgangspunkt.”
Og den pointe var Fred Nyabera fra Arigatou International i Kenya enig i:
”Jeg tror, jeg arbejdede med tros- og religionsfrihed længe inden jeg lærte noget om tros- og religionsfrihed. Altså der er et helt vokabularium forbundet med rettighedsarbejdet og specifikt inden for tros- og religionsfrihed, som det er nyttigt at kunne, men som også godt kan virke fremmedgørende i nogle kontekster,” sagde han.
Omvendt argumenterede Indira Aslanova fra Search for Common Ground i Kirgistan for, at der netop var behov for at rejse opmærksomhed og undervise i begreber inden for tros- og religionsfrihed.
”Når folk bliver opmærksomme på hele rammen og tankegangen bag menneskerettighedsarbejdet og tros- og religionsfrihedsdagsordenen, så vil de også kunne arbejde mere bevidst og målrettet med netop den rettighed, og hvordan vi faktisk flytter noget,” sagde Indira Aslanova.
Og det rejser, som nævnt indledningsvist spørgsmålet: Hvordan måler vi overhovedet på muligheden for at tro og tænke frit i et samfund? Kan man tale om ’everyday FORB-indicators’, og hvordan ville de i så fald se ud?
Mike Gabriel fra NCEASL i Sri Lanka har arbejdet målrettet med netop indsamlingen af dokumentation for forskellige typer af overtrædelser af retten til tros- og religionsfrihed. Han argumenterede for, at vi har brug for data og dokumentation for at kunne understrege problemets omfang.
En gængs måde at forsøge at måle er ved at måle på antal krænkelser eller antal personer, der har modtaget undervisning i tros- og religionsfrihed. Øvrige forslag fra panelet lød, at man kunne iagttage hvornår børn dels blev venner med nogle fra en anden religiøs gruppering, end de selv tilhørte, dels åbent og ærligt fortalte om det venskab. En anden nævnte at man kunne kigge på kropssproget, når personer fra forskellige religiøse samfund var sammen på.
“Er det muligt at se en forskel på folks holdning til hinanden og til retten til tros- og religionsfrihed? Ja. Kan vi bevise det? Ja, måske på kort sigt, men næppe på længere sigt. Hele diskussionen rejser spørgsmålet hvordan vi kan påvise en positiv ændring på langt sigte, når vores projektarbejde typisk er kortvarigt,” sagde Basem Maher.
Den pointe var Marie Juul Petersen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, enig i:
”Både inden for menneskerettigheder og udviklingssamarbejde har vi tendens til at drukne os selv i sprog og teknokratiske termer. Vores higen efter indikatorer er et udtryk for dette,” sagde Marie Juul Petersen. Hun argumenterede for, at vi skulle løsne lidt op for teknokratiet.
Nazila Ghanea, FN’s særlige repræsentant for tros- og religionsfrihed, fik det sidste ord i denne debat:
”Der findes en række indikatorer og mange af dem er meningsfulde at måle på. Fx er omfanget af hadtale en relevant indikator for, hvordan tros- og religionsfriheden trives. Men jeg tror også, vi skal blive bedre til at anerkende, at selvom menneskerettigheder hører hjemme i en jura-sfære, og vi derfor gerne vil kunne anskue tiltag og love sort/hvidt som enten rigtige eller forkerte, så er vi nødt til at erkende, at en del af dette arbejde vil være svært at indplacere sådan. Arbejdet vil være kontekstbaseret, og måske er vi nødt til at anerkende en vis relativisme. Et meget lille fremskridt i en vanskelig kontekst kan måske være værd at anerkende i håb om derved at opfordre til flere fremskridt i stedet for det modsatte,” sagde Nazila Ghanea.
Konferencen var startskuddet for etableringen af et praksisfællesskab, hvor bevillingshavere i det danske civilsamfund, deres partnere i Syd samt kollegaer fra Sverige og Norge også fortsat vil beskæftige sig med flere af de spørgsmål og overvejelser arbejdet med tros- og religionsfrihed rejser i udviklingskontekst.
