Klimaforandringerne rammer os alle, men det er de sårbare grupper, der lider mest, når landsbyen bliver oversvømmet, eller tørken slår til. Kvinder, børn, personer med handicap og etniske og religiøse minoriteter er nogle af de grupper, der står over for de største udfordringer, når klimaet forandrer sig. Derfor kræver de grupper også en særlig opmærksomhed i arbejdet med klimaudfordringerne.
For at skabe fokus på, hvordan klimaforandringerne påvirker de sårbare grupper, inviterede CKU i samarbejde med Mission Øst, Danske Handicaporganisationer og Dansk Forum for Mikrofinans i mandags til seminar med overskriften Hvordan påvirker klimakrisen de sårbare grupper i Syd?
Dagens første taler, Mattias Söderberg, chefrådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp, delte ud af sine erfaringer fra COP29-mødet, som blev afholdt i november sidste år. Mattias Söderberg fortalte, at de sårbare grupper i høj grad var usynlige både i debatterne under COP29 og i den aftaletekst, der blev vedtaget på mødet. Han understregede, at der var en markant mangel på fokus på de akutte behov, som klimaforandringerne har skabt hos sårbare grupper. Og påpegede, at der stadig er stor uklarhed omkring, hvordan de midler, der er afsat til de sårbare grupper, egentlig skal anvendes.
Efter oplægget blev Mattias Söderberg spurgt ind til, hvad de organisationer og NGO’er, der deltog i seminaret hos CKU, kan gøre i deres eget arbejde for at forbedre vilkårene for udsatte grupper. Mattias Söderberg anbefalede tre centrale indsatsområder. For det første opfordrede han til, at man som organisation tilskynder samarbejdspartnere og medlemmer til at fokusere på sårbare grupper i arbejdet med klimaudfordringer. For det andet understregede han vigtigheden af, at man som organisation selv tager ansvar for klimaet ved at reducere CO2-udslip og tænke i grønnere løsninger, når man for eksempel skal rejse i forbindelse med arbejdet. Endelig fremhævede han behovet for at støtte og samarbejde med partnere og projekter, der arbejder med klimaindsatser.
Mission Øst og Danske Handicaporganisationer fremlagde derefter deres pilotstudie af forholdene for personer med handicap i områder, der oplever klimaforandringer. Deres konklusion er klar: Personer med handicap påvirkes uforholdsmæssigt meget af klimaforandringerne, de bliver ofte glemt i arbejdet med klimaet, og deres basale menneskerettigheder overholdes ikke.
Derudover viser studiet også, at sårbarhed ofte kan være mangesidet, og en person rammes endnu hårdere af klimaudfordringer, hvis personen tilhører flere sårbare grupper på samme tid. En kvinde, der har et handicap og samtidig tilhører en religiøs minoritet, er derfor i mange tilfælde langt mere sårbar end en mand, der har et handicap og er en del af en religiøs majoritet.
Selvom studiet giver os et indblik i, hvordan sårbare grupper rammes af klimaforandringerne påpegede Bettina Gollander Jensen, generalsekretær hos Mission Øst, under sit oplæg, at der i høj grad mangler data og viden om, hvordan klimaforandringerne påvirker sårbare grupper, og opfordrede til, at der kommer en øget opmærksomhed på området. Derudover påpegede Bettina Gollander Jensen vigtigheden af NGO’er i arbejdet med sårbare grupper og klimaforandringer.
Og det er netop vigtigheden af NGO’ers arbejde med sårbare grupper og klimaudfordringer, der var inspirationen for afholdelsen af seminaret, forklarer Annika Bach, som er MEAL-koordinator hos CKU og som stod bag seminaret.
“Klima og klimaforandringer spiller en meget stor rolle i CKU’s og vores medlemmers arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvordan udsatte og sårbare grupper påvirkes af klimaforandringerne. Et seminar som dette er en virkelig god mulighed for at dele erfaringer og blive klogere på, hvordan vi inkluderer og styrker sårbare grupper i vores arbejde med klimatilpasning,” siger hun.
Fokus på klima og klimaforandringer er en del af CKU’s strategi. Vil du vide mere om CKU og vores medlemsorganisationers arbejde med klimaet, er du velkommen til at kontakte Annika Bach.