Denne reportage blev oprindeligt bragt i Udfordringen.
Den 28. oktober blev København samlingspunkt for mere end 120 deltagere fra 29 lande, der mødtes til hybridkonferencen: “Freedom of Religion or Belief in Practice: Insights for Impact.”
I denne uge var CKU (Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde) sammen med deres norske søsterorganisation Digni værter for konferencen Freedom of Religion or Belief in Practice: Insights for Impact, der markerede lanceringen af en ny rapport med samme navn. Rapporten giver et indblik i de seneste 5 års projekter, der beskytter og fremmer retten til tros- og religionsfrihed, støttet af den danske og norske regering gennem CKU og Digni og samler anbefalinger og best practices til videre brug.
På konferencen præsenterede tre af konsulenterne bag rapporten – Indira Aslanova, Shabnam Moallem og Shiva K. Dhungana – deres vigtigste fund og konklusioner. De fremhævede blandt andet den stærke tillid, der præger samarbejdet mellem danske og norske organisationer og deres partnere i syd. Derudover delte de eksempler på best practices inden for tros- og religionsfrihedsarbejde. Blandt disse var CKU-støttede Musalaha, som arbejder for forsoning mellem jøder, kristne og muslimer i Israel og Palæstina, og LEADS, der uddanner børn og unge til rollemodeller til at fremme tolerance og empati på tværs af religiøse skel, der tidligere har været præget af konflikt, had og fordomme.
“Rapporten viser at der både i Norge og Danmark er civilsamfundsaktører med stærke partnerskaber, der gør en reel forskel for tros- og religionsfrihed også i nogen af de vanskeligste kontekster i verden. Denne evidens bør kalde på flere midler til denne underprioriterede rettighed i Dansk og Norsk Udenrigs- og udviklingspolitik.” siger Seniorrådgiver Ann-Christina Gamillscheg
Konferencen bød også på indlæg fra Danmarks særlige repræsentant for Religions- og Trosfrihed, Nathalia Feinberg, og Daniel Cloney fra FN’s særlige rapportør for tros- og religionsfriheds kontor. Begge understregede betydningen af at skabe et samlet overblik over arbejdet med tros- og religionsfrihed i Norden og roste rapporten for dens grundighed og praktiske værdi.
“Vi vil tage rapporten med videre i vores arbejde og bruge den der, hvor vi kan,” sagde Nathalia Feinberg, der fortsatte med at rose at CKU og Digni arbejder seriøst med faglig læring og kvalitetssikring
Konferencen var kulminationen på et års intensivt arbejde og derfor også en dag, der stod i fejringens tegn for seniorrådgiver i CKU og projektets tovholder, Ann-Christina Gamillscheg og hendes kollega i Digni, Lisa Winther. De glædede sig over resultatet og roste både konsulenter, medlemsorganisationer og samarbejdspartnere for deres store engagement og bidrag.
“Det har været spændende at følge konsulenternes arbejde. Nu skal vi omsætte deres fund og anbefalinger til et konkret værktøj, der kan styrke det fremtidige arbejde med tros- og religionsfrihed,” slutter Ann-Christina Gamillscheg.





