Solgårdens elever gør verdensmålene til virkelighed med GLOBUS-puljen

I Sverige, Storbritannien, USA og mange andre lande skærer man lige nu drastisk i støtten til udviklingssamarbejde. Skal Danmark undgå at følge trop, ligger der en stor opgave i at engagere befolkningen i verdensmål, udviklingssamarbejde og frivillighed. På Efterskolen Solgården har viceforstander, Peter Jensen, fundet en formel, der ikke blot gør eleverne klogere på verden omkring dem, men også giver dem en oplevelse for livet.

”GLOBUS har givet vores elever en forståelse for, at verden er virkelig forskellig. At se, at en af de venner, de har fået i Cambodia, er vokset op i en bambushytte. At det ikke bare er noget, man ser på fjernsyn. Det tror jeg, har gjort et kæmpe indtryk på dem,” fortæller Peter Jensen, viceforstander på efterskolen Solgården. Han er ansvarlig for Solgårdens Explorer-linje, som for tredje gang har fået en bevilling fra GLOBUS-puljen til at lave udveksling og frivilligt arbejde med deres elever og deres partnere i Cambodia.

GLOBUS-puljen finansieres af Udenrigsministeriet og støtter projekter, der giver unge indsigt i globale udfordringer og verdensmål. For Peter Jensen, er GLOBUS-puljen den perfekte mulighed for at give hans elever en dybere forståelse for, hvordan livet ser ud langt væk fra Danmarks trygge rammer.

”GLOBUS passer helt perfekt til en efterskole, som os – det er simpelthen spot on,” fortæller han.

I samarbejde med Blå Kors Familienetværk i Danmark, kollegiet ”DORM”, Church Of Siem Reap og Luthersk Mission i Cambodia laver Solgårdens Explorer-elever frivilligt arbejde og workshops om trivsel og ligestilling både i Danmark og Cambodia. Og det giver ifølge Peter Jensen, eleverne en helt særlig oplevelse med i bagagen fra deres efterskoleår.

”Helt personligt, så ser jeg nogle elever, der virkelig blomstrer. Som tør stille sig op og undervise i tandbørstning midt ude på en mark langt væk hjemmefra. Det er virkelig en life-skill, de får med sig,” siger han og fortsætter: ”og så er der rigtigt mange af dem der siger: ’Jeg vil gerne ud som volontør eller U-landsfrivillig’ og det kan jo være, at nogen af dem rent faktisk gør det. Det håber jeg. Der er i hvert fald skabt noget i dem.”

Et projekt, som eleverne kan forstå

”Det, der var så fedt ved det projekt, vi lige har afsluttet, var, at jeg fik øjnene op for, at jeg skulle fortælle eleverne, hvad et GLOBUS-projekt egentlig er,” siger Peter Jensen og fortæller, at det ikke altid er ligetil at få en flok teenagere til at forstå, hvorfor de skal beskæftige sig med verdensmål og frivilligt arbejde.

Under det første projekt var eleverne sådan lidt: ’Nå… skal vi bare gøre det her, for at få penge fra den der GLOBUS-pulje’,” siger han og fortæller, at det har ændret elevernes tilgang til projektet, at Solgården nu har integreret verdensmål og frivillighed i hele undervisningsforløbet og ikke kun i den del af undervisningen, der er direkte knyttet til GLOBUS-projektet.

Et andet vigtigt element, som Peter Jensen har gjort meget ud af, er arbejdet med at gøre verdensmålene ”hands on” for eleverne.

”Vi kom på, at vi måske kunne lave et projekt omkring tandbørstning, fordi vi havde været ude i nogle børneklubber i Cambodia og opdagede, at mange af børnene havde huller i tænderne. Vi snakkede med vores samarbejdspartnere i Cambodia og blev enige om at lave et projekt, som blev implementeret af dem, med hjælp fra vores elever, så det kunne fortsætte – også når vores elever var taget hjem, og det fik vi god respons på. Det projekt greb vores elever med det samme. Det blev pludseligt helt vildt hands on.”

Peter Jensen fortæller, hvordan eleverne forberedte projektet hjemme i Danmark og blandt andet opdagede, at det ville blive nødvendigt for dem at have nogle tandbørster og gebisser med til Cambodia, så de kunne vise, hvordan man bedst børster tænder.

”Eleverne kommer og siger ’kan vi ikke få nogle gebisser’ og så siger vi: ’Jo, men kan I ikke prøve at søge nogle fonde?’ Og så går eleverne ellers i gang med at skrive til Colgate osv. og de får bare afslag på afslag lige indtil, at der er et eller andet firma, som jeg aldrig har hørt om, sender tre kasser med gebisser og tandbørster og alt muligt andet. Det synes eleverne jo bare er fedt. Og det satte en rigtig fed læringsproces i gang, som eleverne greb, fordi det var deres projekt. De havde ejerskabet”

Det med at stå med ansvaret og have en konkret opgave, har ifølge Peter Jensen sat sig i eleverne på Solgården.

”Da vi var i Cambodia, fik eleverne at vide, at der gik fortællinger om, at grunden til, at man får huller i tænderne er, at der bor orme i dem, og at det skal behandles ved, at man hælder benzin eller batterivæske i munden. De fortællinger har vores elever båret med sig,” siger han og fortsætter: ”og hver gang vores elever tager deres tandbørste frem… Eller måske ikke hver gang, men ofte i hvert fald, så tænker de på det her. De glemmer det aldrig.”

En linje for alle

”Jeg har både ordblinde elever og elever med ADHD med på linjen… Man behøver ikke at være en 12’er-pige eller -dreng for at være med her. Men man skal ville det. Vi laver en meget klar forventningsafstemning med dem, inden de starter,” fortæller Peter Jensen og lige netop engagementet er også noget af det, som Peter Jensen håber og tror på, at eleverne tager med sig videre.

”Der var en af pigerne, som holdt et oplæg hjemme i sin familie for sine fætre og kusiner og resten af familien om turen til Cambodia. Der tænkte jeg også: Wow, det har sat et aftryk på hende”

Det er historier som den, der giver Peter Jensen lyst til at fortsætte med at sende Explorer-linjens elever til Cambodia. Han håber, at det kan være med til at skabe grobund for nogle unge mennesker, der tager ansvar i samfundet. Men det vigtigste, fastholder Peter Jensen, er at eleverne kommer hjem fra deres efterskoleophold med et åbent sind.

”Hvis vi kan få dem hen til et sted, hvor de er åbne over for at møde verden, så er vi lykkedes,” afslutter han.


GLOBUS-puljen administreres af CKU og Fagbevægelsens udviklingsorganisation, Ulandssekretariatet. Du kan læse mere om GLOBUS-puljen her. Har du spørgsmål til puljen kan du kontakte seniorrådgiver, Lisa Nørrelykke Nissen på lnn@cku.dk.

Læs mere om Efterskolen Solgården og Explore-linjen her.