Der tegner sig bred politisk opbakning til at sætte tros- og religionsfrihed på dagsordenen. Det bør følges op af midler, der kan sikre, at Danmark gør en reel forskel, skriver Filip Buff Pedersen i Altinget.
Af CKU’s politiske rådgiver Filip Buff Pedersen i Altinget
Respekten for menneskers ret til at tro og tænke som de vil, er grundlaget for ethvert demokrati. Beskyttelsen af minoriteter med en anden overbevisning eller religion end majoriteten bør derfor indgå som et centralt element i dansk diplomati med andre stater.
Et demokrati er ikke bedre end beskyttelsen af dets minoriteter. Ellers ender vi blot med flertalsdiktatur. Det er desværre tilfældet mange steder i verden. Religiøse minoriteter bliver ligefrem forfulgt for deres tro. Enten diskrimineret, når de søger optagelse på studie eller arbejde. Eller ligefrem mobbet og udsat for vold og hærværk.
En stærk respekt for, og beskyttelse af, menneskers tros- og religionsfrihed er med til at dæmme op for den globale bølge af religiøs nationalisme, hvor det at være inder, burmeser, europæer eller marokkaner forbindes med at have en bestemt fortolkning af en bestemt religion.
Og dæmmer dermed også op for alle de konflikter, hvor tro- og overbevisning bruges til at retfærdiggøre spredning af misinformation, diskriminering og vold mod mennesker, der tror og tænker anderledes.
Bred politisk opbakning
På den baggrund er det glædeligt, at tros- og religionsfrihed er på regeringens dagsorden, endda manifesteret i en særlig enhed for tros- og religionsfrihed. Det er også glædeligt, at der er så bred politisk opbakning til den danske strategi for at sikre tros- og religionsfrihed for religiøse minoriteter.
Det viste et samråd i Folketingets Kirkeudvalg 10. marts, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod svarede på spørgsmål om regeringens holdning og ageren i forhold til verdens forfulgte kristne.
Det var godt at høre den kvalificerede debat, der både understreger retten til at tro og tro om igen. Til ikke at tro og kritisere tro. Denne forståelse var ikke til stede for bare fem år siden.
Central placering i udviklingssamarbejdet
I Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) håber vi, at denne gode vilje også får en central placering i Danmarks udenrigspolitik og udviklingssamarbejde.
I særdeleshed i forbindelse med den nye udviklingspolitiske og humanitære strategi, hvor et afsnit om demokrati og menneskerettigheder bør medføre et specifikt fokus på den helt grundlæggende menneskerettighed, som tros- og religionsfrihed er.
Vi skal huske, at med FN’s menneskerettighedserklæring paragraf 18 om beskyttelse af retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed beskytter noget helt grundlæggende i ethvert demokrati: udvikling af ideer, kritik af fasttømrede normer, retten til at handle på baggrund af sin overbevisning.
Alt sammen vigtige elementer i samtalen om værdier, der bliver til normer med gyldighed for samfundet. På den måde er respekten for og beskyttelse af menneskers ret til at tænke, tro, samles om og udbrede deres tro med til at sikre fredelig sameksistens.
Lille land med stor gennemslagskraft
I debatten nævnes ofte, at Danmark er et lille land og ikke kan gøre meget. Erfaringerne fra tiden med enheden for tros- og religionsfrihed, samt den øremærkede bevilling til civilsamfunds indsatser viser et andet billede.
Danmark kan gennem sin aktive indsats i bandet andet EU, FN og andre internationale fora gøre en forskel. Ved at støtte op om et uafhængigt, mangfoldigt civilsamfund og dets demokratiske råderum suppleres denne indsats fra græsrødderne og op.
Danmark har gode erfaringer fra arbejdet med ligestilling, personer med handicaps rettigheder, oprindelige folks rettigheder og bekæmpelse af tortur. Gives tanke- samvittigheds- og religionsfriheden en tilsvarende prioritet, vil Danmark kunne gøre en tilsvarende forskel.
Som flere folketingsmedlemmer nævnte ved mødet i Folketingets Kirkeudvalg har søgningen fra danske civilsamfundsorganisationer til projekter, der fremmer tros- og religionsfrihed, været langt højere, end det der kan honoreres med en lille pulje på fem millioner kroner årligt.
Jeg foreslår derfor, at CKU’s arbejde for tros- og religionsfrihed opgraderes, så rettigheden får samme prioritet som tilsvarende satsninger, hvor det prioriteres i puljer og gives kernebidrag til CKU’s internationale indsats på området.
