CKU har netop bevilget 100.000 kroner til en undersøgelse af Masaifolkets behov for rent drikkevand og sund mad, og hvem i det sydlige Kenya man kan samarbejde med for at afhjælpe behovet.
Af Svend Løbner, freelancejournalist
Rent vand og næringsholdig mad er afgørende for sundheden. Men begge dele er en mangelvare i masaisamfundet Kajiado West i det sydlige Kenya. Derfor smittes befolkningen af vandbårne sygdomme, og deres immunforsvar svækkes. Og derfor opstår der nemt konflikter om de knappe vandressourcer.
Det vil International Aid Services (IAS) nu gøre noget ved gennem den lokale samarbejdsorganisation International Aid Services Kenya (IAS Kenya). Men først skal en tilbundsgående undersøgelse finde sted: Hvor omfattende er problemet, og hvem kan man samarbejde med for at løse det?
Denne forundersøgelse har IAS netop modtaget 100.000 kroner til gennem Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).
IAS Kenya skal først og fremmest kortlægge, hvilke kirker og andre religiøse grupper som i forvejen er i gang med forskellige udviklingsprojekter. Dernæst finde nye samarbejdspartnere blandt familier og klaner, kirker og menigheder, høvdinge og andre landsbyledere.
– Vi skal også finde ud af, hvor begrænset adgangen til vand er, hvilke typiske vandbårne sygdomme, befolkningen får, og i det hele taget omfanget af underernæring er blandt børn og voksne, forklarer IAS’ direktør Torben Madsen.
Han tilføjer, at der er behov for styrke befolkningens modstandskraft mod de vilkår og stressfaktorer, de lever under.
– Alle disse udfordringer kræver dybdegående analyse, så vi får et solidt vidensgrundlag at handle ud fra, slutter Torben Madsen.
International Aid Services er kirkenetværket Mosaiks hjælpeorganisation og samarbejder bredt med andre danske frikirker. IAS yder udviklingshjælp i Tanzania, Kenya, Etiopien, Somaliland og Nigeria.
Læs mere på IAS her: www.ias-denmark.dk.