Lande i Mellemøsten og Nordafrika placeres ofte i bunden af ranglisten, når forsknings- og menneskerettighedsrapporter tager temperaturen på retten til religionsfrihed, blasfemilovgivning mv. Men hvordan forholder regionen sig selv til denne udfordring?
En gruppe eksperter, forskere, akademikere og aktivister fra både sekulære og trosbaserede organisationer fra Palæstina, Libanon, Jordan, Syrien, Irak, Qatar, UAE, Egypten, Marokko og diasporasamfund i Europa samledes i december til en konference om netop dette spørgsmål. Konferencen, som fandt sted på Cypern, var arrangeret af Dar al-Kalima Universitetet i Betlehem sammen med Christian Academic Forum for Citizenship in the Arab World (CAFCAW).
Konferencen mundede ud i et fælles ’position paper’ med fem pointer om, hvordan Nordafrika og Mellemøsten selv forholder sig til begrebet tros- og religionsfrihed og mere specifikt til regionens udfordringer hermed. Af papiret kan man bl.a. læse, at regionen anerkender at have udfordringer med frihedsrettigheder. Samtidig ønsker landene i regionen, at arbejdet for retten til tros- og religionsfrihed skal tilrettelægges som en del af en holistisk indsats for friere retssamfund, som tager afsæt i regionens socioøkonomiske forhold, samfundsstrukturer og øvrige politiske udfordringer. ”Vi tvivler på, at FoRB med succes kan implementeres i South West Asia and North Africa (SWANA) uden en så omfattende tilgang,” lyder en af pointerne i det fælles ‘position paper’.
De fem pointer kan læses i sin fulde længde her.
Men hvad betyder det i praksis for indsatsen for tros- og religionsfrihed i regionen? Og hvorfor er der brug for en særlig mellemøstlig variant af tros- og religionsfrihed?
Vi har stillet 6 spørgsmål om emnet til Filip Buff Pedersen fra CKU, som deltog ved konferencen i Cypern.
- Hvorfor er det interessant, at repræsentanter på tværs af regionen går sammen om at udarbejde dette ’response’?
“Menneskerettigheder, herunder retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, har tidligere nydt bred anerkendelse. Alle var enige om, at de rettigheder var universelle og alment gældende. Nuvel, der var lande, hvor man ikke kunne nyde sine rettigheder til fulde, men retningen var sat, og der blev arbejdet på at opnå dem. Siden er rettighederne i stigende grad blevet politiseret og brugt i en polariseret debat mellem forskellige grupper af lande. Når denne gruppe af akademikere og aktivister, som deltager på denne konference, tager ejerskab over rettigheden og peger på faldgruber i arbejdet med tros- og religionsfrihed, i særdeleshed i et internationalt perspektiv, er det ud fra et ønske om at fremme retten til tros- og religionsfrihed, sikre retssamfund, demokrati, fred og retfærdighed. Det vil vi i CKU gerne samarbejde med dem om.”
- Hvilke særlige aspekter er på spil i denne region, som gør, at der har været behov for at forholde sig kritisk til internationale organisationers analyser af tros- og religionsfrihed?
“Politisering af religion og religiøs politik, både i regionen og internationalt, har spillet en stor rolle. “Clash of civilizations”, som en linse bliver en selvopfyldende profeti. Som udefrakommende synes de andres fejl og mangler så åbenlyse, at man overser sine egne. I ethvert arbejde for tros- og religionsfrihed er det vigtigt at forstå og analysere konteksten for meningsfuldt at bidrage til positive forandringsprocesser.”
- Hvorfor er der brug for regionale fortolkninger – er retten til tros- og religionsfrihed ikke netop universel?
“Jo, det er den, men anerkendelsen af og forståelsen for tros- og religionsfrihed er ikke. Ved at arbejde med og for en forståelse af rettigheden, om det er baseret på kultur, filosofi eller teologier giver rettigheden legitimitet for forskellige mennesker og bidrager herigennem til en universel anerkendelse.”
- Er der en risiko for, at menneskerettighederne herunder retten til tros- og religionsfrihed udviskes, hvis de gøres til genstand for fortolkning og rettes til efter kontekst og lokale forhold?
“Ja, i 2016 blev Marrakesh deklarationen om religiøse minoriteter i muslimske majoritetssamfund udarbejdet til konferencens titel; ‘Religiøse minoriteter i muslimske lande’. Deklarationen udtrykker et andet udgangspunkt for kontekstualiseringen, et udgangspunkt hvor det at forlade eller skifte religion ikke kunne tages med, eller hvor religionskritik ikke kan accepteres. Dette er aspekter, der beskyttes af tros- og religionsfriheden. Samtidig indeholder deklarationen en masse pointer, der vil være positive bidrag til mere tros- og religionsfrihed i de omtalte lande.”
- Giver det overhovedet mening at tale om tros- og religionsfrihed som en individuel rettighed, når religion mange steder i verden i høj grad også er med til at skabe social sammenhængskraft?
“Ja, tros- og religionsfriheden beskytter også enkelte individers ret til at dyrke sin tro eller overbevisning i fællesskab med andre og har således også en kollektiv dimension. Det er en falsk sammenhængskraft, hvis det foregår med tvang, ligesom gudsdyrkelse under tvang ikke er sand. I denne sammenhæng citeres koranen ofte; “Der findes ingen tvang i religion”.”
- Hvad betyder det konkret for CKU’s tilgang til tros- og religionsfrihedsprojekter i regionen?
“CKU giver kun støtte til projekter, der søger at beskytte og fremme retten til tros- og religionsfrihed i partnerskaber med lokale organisationer, der legitimt kan siges at være en stemme for dem der får deres rettigheder krænket. Med andre ord vi vil ikke være en stemme for nogen uden at inkludere dem.”
