I spændingen mellem håb og håbløshed

I skyggen af et oliventræ i Gaza er skabt en lille velbesøgt oase, hvor børn og unge kan bruge kunsten til at udtrykke sig. Projektet ’Empowering the next generation of creative leaders in Gaza’ er skabt i samarbejde mellem Betlehems Venner og deres partnerorganisation Dar al-Kalima University College.

En ganske almindelig mandag efter skoletid strømmer børn og voksne til et lille kunstcenter midt i Gaza by, hvor de får mulighed for at udfolde sig kreativt. Centret består af to værkstedsrum, et overdækket udendørs atelier og en lille have med et gammelt skyggegivende oliventræ.

Centret er en aflægger af Dar Al Kalima University of Arts and Culture i Betlehem, grundlagt af den lutherske præst og kontekstuelle teolog, Mitri Raheb. Projektets overordnede formål er at myndiggøre den næste generation af kreative ledere i Gaza. Målgruppen er unge, talentfulde kunstnere i alderen 18-35 år, som bliver tilbudt muligheden for udvikling af deres kreative potentiale, adgang til bredere eksponering og motivation til engagement i lokalsamfundet. Projektet er støttet af Betlehems Venner. 

I Gaza er der flere end 350.000 børn med traumer. Behovet for et frirum, hvor børn og unge igennem kunst kan give udtryk for både deres frustrationer og deres drømme, er enormt. Det er unge, spirende kunstnere, som underviser børnene. Kunsterne modtager samtidig selv undervisning og får på den baggrund også mulighed for at nå ud til en større offentlighed med deres værker – både lokalt og internationalt. Centret samarbejder også med andre lokale organisationer, f.eks. en skole for 250 døve børn. 

Projektet bygger videre på et vellykket pilotprojekt hvor 72 kunstnere blev trænet og sammen med lokale organisationer foretog kunstneriske aktiviteter for 800 børn. I næste fase vil der blive samarbejdet med 15 lokale organisationer for at videreudbygge disse aktiviteter. 15-20 kunstnere vil blive trænet og engageret i kunstaktiviteter med børn. Under forløbet vil man sponsorere udstillinger for individuelle unge kunstnere, der endnu ikke har haft mulighed for at fremvise deres kunst og fælles kunstudstillinger for alle dem, der har deltaget i kunstkurserne. 

Ifølge projektkonsulent i CKU Daniel Nygaard Madsen, som har fulgt projektet i nogle år, er netop denne almenmenneskelige tilgang til den vanskelige kontekst, som Palæstina udgør, helt nødvendig. Han understreger nødvendigheden af, at vi i vores opfattelse af konflikten Israel/Palæstina ikke lader diskussionen strande ved at holde med enten israelerne eller palæstinenserne, men fokuserer på princippet om at sige fra over for diskrimination og brud på menneskerettigheder.  

”Det er yderst vanskeligt at operere i midten af en konflikt, som er så dyb, kompleks og smertefuld uden selv at blive set som en part i konflikten. Men der er en smal men farbar vej i det at ”holde med mennesket,” siger Daniel Nygaard Madsen.  

Øvrige eksempler på arbejde i samme kontekst, som også arbejder for ikke-diskrimination tæller bl.a.: 

Betlehems Venner, som sammen med deres partner i et større projekt også arbejder for et samfund, hvor diversitet respekteres i det offentlige rum, og hvor kristne trossamfund og religiøse minoriteter anerkendes som fundamentale for at skabe engagerede borgere.  

Brødremenigheden, som sammen med deres partner Star Mountain Rehabilitation Center, arbejder for rettigheden til uddannelse og beskyttelse for personer med intellektuelt handicap på Vestbredden. 

Israelsmissionen, som sammen med deres partner Musalaha – A Vision of Reconciliation, arbejder på at fremme tros- og religionsfrihed i mødet mellem palæstinensere, israelere, jøder, kristne og muslimer.