Ukrainske kirkefolk i København: Sandhed, traumehjælp og håb i en tid med krig

Hvad betyder retfærdig fred for Ukraine? Hvilke metoder skal bruges til at bearbejde de omfattende krigstraumer, som landets befolkning lever med? Og hvordan ser rejsen mod forsoning ud fra de ukrainske kirkers perspektiv?

Det var blot nogle af de spørgsmål, der blev diskuteret, da CKU sammen med Danske Kirkers Råd, Bibelselskabet og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd var værter for fredskonferencen When Time Comes, som fandt sted i København den 26. maj.

Konferencen samlede ukrainske kirkefolk, danske meningsdannere og internationale eksperter for at drøfte kirkernes rolle i opbygningen af det ukrainske civilsamfund, udformningen af den retfærdige fred og arbejdet med traumehjælp.

Blandt deltagerne var blandt andet Dr. Cyril Hovorun, professor ved Stockholm School of Theology, Christian Friis Bach, medlem af Folketinget for Venstre og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn og repræsentanter fra Ukraine Bible Society, som blandt andet arbejder med traumehjælp.

Forsoning kræver sandhed og retfærdighed

Dr. Cyril Hovorun advarede i sit oplæg ved konferencen om, at en våbenhvile uden sandhed og retfærdighed risikerer at underminere håbet om varig fred. Han pegede på erfaringer fra ex-Jugoslavien, hvor krigsforbrydelser og uretfærdighed gennemsyrede våbenhvileaftaler og politiske kompromiser.

“Sandheden går forud for en retfærdig fred, ligesom forsoning forudsætter sandhed. Uden sandhed opnår vi blot en tom skal af en våbenhvile – og på sigt mere krig,” sagde han og understregede, at kirkerne har en særlig opgave i at fremme sandhed og forsoning.

Samtidig påpegede Hovorun, at krigens indre spor ofte varer længere end selve kampene. Mange soldater og civile kæmper videre med moralske og åndelige sår længe efter krigens ydre vold er ophørt.

Traumehjælp giver håbet tilbage

Lige netop moralske og åndelige sår var omdrejningspunkt for en anden central del af konferencen, som handlede om kirkernes arbejde med traumehjælp. Ukraine Bible Society har uddannet over 200 traumehjælpere, som har støttet mere end 500.000 mennesker siden krigens begyndelse.

Ifølge Olena Nosova, som er psykolog tilknyttet Ukraine Bible Society, viser undersøgelser, at over halvdelen af den ukrainske befolkning har symptomer på posttraumatisk stress. Unge mænd og børn er blandt de mest udsatte. De unge mænd ved, at de kan være de næste, der skal sendes til fronten. Mens mange børn har mistet deres fædre i krigen, og deres mødre, som er i stor sorg, har ofte svært ved at hjælpe dem gennem deres traumer.

“Kirken er for mange blevet det sikre sted, hvor deres sår på sjælen kan heles,” fortalte Nosova. Kirkernes arbejde spænder fra samtalegrupper til kreative terapiformer som tegning og musik. Vigtigst af alt er det nærvær, som kirkerne kan tilbyde.

“Vi vælger at høre de traumatiseredes fortællinger og blive sammen med dem. På den måde er vi med til at bringe håb,” fortalte Viktoriia Raichynets, som er direktør for Ukraine Bible Societys traumeinstitut.

Kirkerne som aktører i fred og forsoning

Konferencen viste tydeligt, at de ukrainske kirker ikke blot er passive tilskuere, men aktive medspillere i både modstandskampen og det langsigtede genopbygningsarbejde.

Tidligere biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, spurgte på konferencen, hvordan kirkerne i Ukraine har ressourcer til at udføre traumehjælp. Han tvivlede på, at kirker i Danmark ville have ressourcer til en opgave som denne.

– I begyndelsen af krigen havde kirkerne heller ikke ressourcer nok, men der er gjort et stort arbejde for at uddanne mange traumehjælpere efter krigens begyndelse, sagde Olena Nosova.

“Vi kan ikke vente på, at andre gør noget. Vi skal gøre noget. Vi finder styrke til det i Kristus. Er vi i Gud, har vi hans kærlighed, men vi har selvfølgelig også brug for, at andre kirker i verden hjælper os, så vi kan fortsætte,” slog Viktoriia Raichynets fast.

“Det er et valg, om man hører dem, der beder om hjælp. Vi vælger at høre de traumatiseredes fortællinger og blive sammen med dem. På den måde er vi med til at bringe håb. Helingen sker, når en såret genfinder sin stemme,” afsluttede hun.

Christian Friis Bach, formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, understregede Danmarks støtte til Ukraine og roste kirkernes rolle:

”Vi skal være bevidste om, hvad kirker også kan. Jeg vil ikke være romantisk, men modstand er ofte rodfæstet i tro. Der er en enorm styrke i civilsamfundet, og af egen erfaring ved jeg, at det er meget virkningsfuldt at arbejde med trosbaserede organisationer,” sagde han og understregede: ”Vi håber på et fredeligt Ukraine, og Danmark er fast besluttet på at støtte Ukraine.”


Om konferencen:
When Time Comes blev afholdt i København den 26. maj med deltagelse af en delegation på ti ukrainske kirkefolk. Konferencen var arrangeret i fællesskab af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, Danske Kirkers Råd, Bibelselskabet og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

Læs mere om nogle af de projekter, som CKU støtter I Ukraine:

Traumebehandling hjælper ukrainere tilbage til hverdagen – Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde

Behovet er kæmpestort, men ’dråbe i havet’ kan være med til at sprede håb – Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde

Læs mere om Ukraine Bible Societys arbejde: Ukraine latest