Foto: The Lutheran World Federation/S.Gallay
Interviewet er først udgivet i Kirke for Alle skrevet af Jonas Adelin Jørgensen i forbindelse med Dansk Missionsråds og Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejdes fællesseminar på Nyborg Strand den 13. maj 2025.
Fidon Mwombeki har siden 2018 været generalsekretær i All African Conference of Churches, som har hovedsæde i Nairobi, Kenya. Han er oprindelig fra Tanzania og har før sin post i AACC været generalsekretær i United Evangelical Mission i Wupperthal, Tyskland, og leder af arbejdet med mission og udvikling i Det Lutherske Verdensforbund. Under et besøg i København den 12. maj 2025 havde jeg lejlighed til at interviewe Mwombeki om forholdet mellem mission, partnerskab og afkolonialisering.
Fidon Mwombeki har hele sit liv været i kontakt med kristen mission, først som barn i Bukoba og siden som teolog, som leder af en missionsorganisation og nu som leder af det afrikanske netværk for kirker, AACC. Han anerkender, at der historisk har været forbindelser mellem mission og kolonial politik, men fremhæver også afstanden mellem kristen mission og kolonimagter. For i modsætning til koloniale administratorer forlod kristne missionærer magtcentrene i storbyerne, lærte sig lokale sprog og støttede lokal kirkelig uafhængighed gennem oversættelsesarbejde og uddannelse af lokale ledere, pointerer han. Da kolonitiden sluttede, og koloniadministrationen opløstes, fortsatte kirkerne deres arbejde og deres partnerskaber gennem missionsorganisationerne. I modsætning til kolonitiden er missionstiden således aldrig sluttet. Mwombeki opsummerer disse betragtninger med ordene:
»Jeg er ikke sikker på, om der overhovedet er nogen kirker i Afrika, som diskuterer afkolonialisering. Det har fået mig til at stille spørgsmålet: Hvis agenda er det? Hvem siger, at der er brug for afkolonialisering? Vestlige lande er besatte af sammenhængen mellem mission og kolonialisme. Ja, det er rigtigt, at der var nogle forbindelser på samme måde, som vi nu i kirkerne har forbindelse til myndighederne. Men oftest blev missionen ikke bifaldet af kolonimyndighederne, fordi missionærerne handlede i en ånd, som kolonimyndighederne ikke delte.«
Mwombeki fremhæver flere områder, som understreger forskellen mellem kristen mission og kolonimagt. For det første var missionærerne ofte ilde sete af koloniadministratorerne, der foretrak at blive i hovedstæderne, mens missionærerne drog ud blandt landbefolkningen. For det andet underviste missionærerne ikke på kolonimagternes sprog, men lærte sig lokale sprog, udviklede skrevne alfabeter, og oversatte bibelske tekster og anden litteratur til lokale sprog. Det gjorde det muligt for folk selv at læse Bibelen og fremhæves af Mwombeki som afkolonialisering fra første dag:
»Afkolonialisering af fortolkningen af Bibelen – hvad taler I om? Hvis der er noget, som var afkolonialiseret fra den første dag, så var det oversættelsen af Bibelen. Afrikanerne var ikke hånddukker for missionærerne. Det er kun en sekulariseret social analyse, der ikke kan begribe den kraft, som evangeliet og Helligånden virker med, som hævder dette. Efter missionærerne startede disse personer nye kirker og spredte kristendommen. De havde ikke stor viden, men mennesker kom til tro og blev døbt, og kirkerne voksede. Og da missionærerne tog afsted begyndte kirkerne at vokse endnu hurtigere!«
Partnerskaber mellem missionsorganisationer og de nye kirker ophørte aldrig. Men partnerskaberne ændrede sig efter ophøret af kolonitiden, sådan som partnerskaberne til stadighed forandrer sig. I dag er lokale kirker vokset sig store og har taget ansvar for deres egne strukturer, og de har formået at engagere sig i det globale, kirkelige, økumeniske fællesskab. Når der i dag tales om koloniale tankemønstre eller arv fra kolonitiden, så er det derfor i høj grad et europæisk problem med den europæiske koloniale periode, hævder Mwombeki. Det er egentlig lige så rigtigt at se missionsorganisationer som tidlige instrumenter for afkolonialisering, siger han, fordi missionærer spillede en kompleks rolle, og fordi missionærernes arbejde styrkede snarere end svækkede lokalbefolkningens evne til at fungere i en moderne verden. Men også missionsorganisationer kan være formet af en kolonial selvforståelse, nemlig når de ser på sig selv som donorer, der ”gør godt for fattige afrikanere”. At arbejde med en ændring af disse mentale strukturer kræver tillid, kommunikation og muligheden for at leve sammen. Det er netop dette, som missionsorganisationerne kan gøre muligt for kirker på tværs af geografiske, økonomiske og kulturelle skel. Et dybt partnerskab bygger på missionærer, som dedikerede sig selv til andre folk og deres nye kirker, og dem bør nutidens missionsorganisationer løfte op som eksempler på afkolonialisering og lade sig inspirere af i dag:
»Anna blev sendt som DMS-missionær i 1967 til Bukoba [i Tanzania]. Denne unge pige underviste på en husholdningsskole. Og efter mange år følte hun sig mere hjemme her end i Danmark. Hun forblev i Bukoba, da hun gik på pension. Hun byggede et hus, som hun senere gav til kirken, da hun som gammel tog tilbage til Danmark. Men da hun blev syg med kræft for tre år siden, kom hun tilbage. Hun havde sagt til hospitalet og sine slægtninge, at hun ville tilbage til Bukoba for at dø. Efter hun døde på et usselt distriktssygehus, havde hun en fantastisk begravelse. Kan du sige, at hun udtrykte kolonialisme? Jeg mener: Partnerskab bliver ikke dybere end dette.«
Læs mere om Fidon Mwombekis oplæg ved Dansk Missionsråds og Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejdes fællesseminar på Nyborg Strand den 13. maj 2025 her: Church Partnerships in Post-Colonial Realities: Tracing and Overcoming Colonial Continuities * Kirke for Alle
