Tro møder ligestilling

Foto: CKU

I dag, den 8. marts, fejrer vi Kvindernes internationale kampdag. Det har mennesker over hele verden gjort siden 1921, hvor det blev besluttet, at dagen skulle markere kampen for ligestilling. I den anledning vender vi blikket mod KVINFO’s arbejde med islamisk feminisme i Marokko, som er støttet af CKU. 

Kampen mod kvindeundertrykkelse  

I Marokko lægger KVINFO, med støtte fra CKU, en stor indsats i kampen for ligestilling i forbindelse med islam. Siden 2023 har organisationen støttet arbejdet med islamisk feminisme i landet. Det gør de blandt andet ved at udvikle værktøjer, der hjælper kvinderettighedsorganisationer, religiøse aktører, dommere og beslutningstagere med at sætte islamisk feminisme på dagsordenen. De feministiske perspektiver er især relevante, hvis man skal ændre samfundets syn på kønsbaseret vold, kvinders arveret, polygami og barnebrude.  

Selvom det går i den rigtige retning med ligestillingen i Marokko, er udfordringerne stadig store. KVINFO nævner, at især kønsbaseret vold og parlamentarisk repræsentation af kvinder stadig er et stort problem.  Netværk mod kønsbaseret vold i Marokkos (LDDF-INJAD) rapport fra 2023 viste, at 57% af marokkanske kvinder indenfor det seneste år havde været udsat for fysisk og/eller seksuel vold. I 2025 var mere end 24% af det marokkanske parlament kvinder. En stigning på 2,5 procentpoint siden 2021. Det vidner om, at ligestillingen er på rette vej, selvom tallene vækker bekymring. Derfor er KVINFO’s arbejde i Marokko stadig meget relevant.  

Nye fortolkninger af islam  

Islamisk feminisme er et af KVINFO’s vigtigste redskaber i arbejdet for ligestilling i Marokko. Det er en bevægelse, som arbejder for tros- og religionsfrihed i kombination med ligestilling. Et arbejde der kan føre til normændringer, som skaber bedre vilkår for kvinder, derfor har KVINFO allieret sig med bevægelsens marokkanske tilhængere.  

Islamisk feminisme betyder i praksis, at kvinder får mulighed for selv at bidrage til de fortællinger og traditioner, der præger muslimsk religiøsitet. Med andre ord skaber man rum for nye fortolkninger af islamiske tekster, der er med til at ændre synet på kvinders rolle i muslimske fællesskaber. Det sker blandt andet gennem ’ijtihad’, som er en metode til at fortolke islamiske teksters betydning i nutiden, og giver mulighed for, at forskere og troende kan fortolke religionen på nye måder. Det baner vejen for en opfattelse af islam, hvor ligeværd mellem kønnene får mere plads. 
På den måde er islamisk feminisme et banebrydende eksempel på, hvordan man kan dyrke religion på et feministisk grundlag, uden at være i strid med de teologiske dogmer.  

Når religion og ligestilling går hånd i hånd 

Religiøs feminisme er et aktuelt fænomen, ikke blot i islam, men også i andre af verdens store religioner.  
Blandt andet i kristendom, hvor feministisk teologi har spillet en vigtig rolle siden 70’erne, og i dag også har indflydelse på historieskrivningen. Det kan ses i alt fra Gry Jexens populære podcast Kvinde Kend Din Historie til Lisbeth Smedegaard Andersens bog Bibelens Kvinder.  
På sigt kan de religiøse feministiske bevægelser være med til at ændre normerne i samfund, hvor religion spiller en stor rolle i hverdagslivet, og i det hele taget vores opfattelse af religiøse værdier. Derfor mødes CKU’s og KVINFO’s interesser i indsatsen for islamisk feminisme i Marokko, hvor projektet støtter både tros- og religionsfrihed og ligestilling.  

På en dag som i dag er det en vigtig pointe at fremhæve, at ligestilling ikke nødvendigvis er ensbetydende med at verdens samfund må bryde med deres religiøse fundament, sådan som det ofte antages. Tværtimod viser KVINFO’s projekt lige netop, at man kan arbejde med ligestilling indenfor religionernes egne rammer.  

Læs mere om KVINFO’s arbejde i Marokko på KVINFO.dk: Morocco – KVINFO.  
Find desuden projektet på cku.dk: Projekt – Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde.  

CKU søger public affairs-konsulent til kommunikation og politik

Valgkamp: Politikere diskuterer udvikling, globalt ansvar og velfærd

Tro møder ligestilling

Fra frontlinje til familieliv: Ukraines krigsveteraner

Rejseberetning fra International Religious Freedom Summit 2026 

Udviklingspolitiske direktør: Tros- og religionsfrihed er altid relevant

ToRF‑værktøj får ros fra internationale eksperter

Efterårets ansøgningsrunde: Tillægsbevillinger giver plads til flere vigtige indsatser  

CKU modtager tillægsbevilling på 5 mio. kr. til vinduet for tros- og religionsfrihed