Seniorrådgiver: Annika Bach
I april måned rejste jeg til Tanzania, for at besøge projektet Faith4Restoration, som CKU implementerer i samarbejde med Verdensnaturfonden (WWF) i Tanzania, RECODA og PULS.
Projektet arbejder med at genoprette græsningsarealer for pastorale Masaiers kvæg, da de er afhængige af deres kvæg. Faith4Restoration arbejder i tre landsbyer: Orbomba, Kimokouwa og Eworendeke i det nordlige Tanzania og har været i gang i et år.
Jeg ankommer til Tanzania midt i regntiden og har pakket gummistøvler og regntøj, men da jeg kommer ud i området omkring de tre landsbyer, er der knastørt, og det har ikke regnet i en måned. Regnen kom tidligt i år og varede kun i kort tid, forklarer de lokale. Under mit besøg ser jeg med egne øjne, hvordan den manglende regntid udtørrer området, hvordan jorderosion skaber store sprækker i jorden, og hvordan ”invasive species” (ikke hjemmehørende planter) spreder sig som pest og udpiner jorden, så der ikke kan vokse græs. Alt det betyder at Masaiernes kvæg dør, og familierne i området mister deres indtægtsgrundlag.
Trosbaserede aktører får flere med
Samarbejdet med WWF er blevet til, fordi WWF som sekulær organisation anerkender vigtigheden af at involvere religiøse aktører i arbejdet med naturgenopretning og klimatilpasning. De begrunder selv arbejdet med, at religiøse grupper udgør den største andel af civilsamfundet og 85 procent af verdens befolkning er associeret med en religion eller tro. Det argument understøttes blandt andet af en undersøgelse fra Global Land Initiative’s Faith and Restoration gruppe (UNCDD), som viser, at 92 procent af de adspurgte trossamfund er engageret i naturgenopretningsprojekter og 74 procent allerede implementerer programmer, der arbejder med naturgenopretning og klimatilpasning.
Projektet Faith4Restoration samarbejder med 25 kristne, muslimske og traditionelt troende ledere. Da jeg besøgte de tre landsbyer, der er med i projektet, blev det tydeligt for mig, at de religiøse ledere gør en forskel. Projektet fik ros for at være inddragende og involverende, fordi det arbejdede gennem lokale aktører, og det blev tydeligt for mig, at de religiøse ledere var med til at skabe et lokalt ejerskab, som ellers kan være svært at opnå. De 25 religiøse ledere fortalte blandt andet, hvordan de har genoprettet græsningsområder på deres egen jord, at flere af deres medlemmer også har genoprettet græsningsarealer, og at de i samarbejde med landsbylederne har mobiliseret lokalsamfundet til at genoprette 75 hektarer jord til en kollektiv græsningszone.
Jeg besøgte blandt andet en Metodist kirke, der lå ved Mount Longido’s fod og var i fare for at styrte sammen på grund af jordsprækker. Da jeg kom, var kirkens medlemmer i gang med at lukke sprækkerne med en særlig metode, som de har lært gennem projektet. Jeg kørte også gennem områder, hvor landsbybeboerne var i gang med at rydde store områder for invasive species, og kunne se, hvordan der lå store stakke af invasive species, som var blevet fjernet. Det blev tydeligt for mig, at involveringen af de religiøse ledere har været med til at skabe et stort engagement i projektet.

Religiøse ledere i beslutningsfora
Faith4Restoration arbejder også på et mere strukturelt plan med bæredygtig græsning og styrket forvaltning af jord, græsningsområder og vand. Overgræsning og manglende regulering er nemlig medvirkende faktorer til de udfordringer, som pastoralisterne oplever dagligt. Masaierne har traditionelle rotationssystemer, hvor de nøje planlægger, hvilke områder man må græsse på hvornår. Projektet har trænet de religiøse ledere i at samarbejde med beslutningsmyndigheder lokalt, og alle 25 religiøse ledere sidder nu som faste medlemmer i lokale komiteer for vand, græsning og jord, og arbejder sammen med de ansvarshavende på at finde bæredygtige løsninger på de udfordringer, som de og lokalsamfundene oplever.

systemer, der kan bibeholde de græsningsarealer,
som er essentielle for de lokales levebrød.
Religiøse aktører er ofte underrepræsenteret i det lokale politiske arbejde, men deres stemme vægter ofte tungt ude i lokalsamfundene. Derfor er de vigtige at have med i kampen for at værne om den natur, der danner grundlag for menneskers liv i det globale syd.
Masaierne står fortsat overfor store udfordringer lokalt med tørke og udpining af jorden. Men trods disse udfordringer gav mit besøg mig håb for, at det kan blive bedre, særligt fordi de lokale religiøse ledere sammen med landsbylederne har formået at skabe lokalt engagement og handling, og dermed en fælles indsats for at forbedre rammerne for deres levebrød.