Samfundet skal være en fælles plads, hvor den enkelte uanset tro og overbevisning kan bidrage til det fælles bedste, lød det fra både en filosof, en FN-rådgiver, en kirkeleder og en dialogforkæmper på online konference om religion i det offentlige rum.
Af Svend Løbner, freelancejournalist
Religion definerer menneskers verdenssyn og gennemsyrer samfundet. Derfor hører religion til i det offentlige rum og bør ikke begrænses til hellige bygninger. Tvært imod kan religiøse aktører bidrage med idéer og løsninger på samfundsudfordringer. Hvis de altså bliver taget alvorligt.
Det var et gennemgående tema fra oplægsholderne ved et online møde, arrangeret af CKU den 30. marts om tro og religion i det offentlige rum.
Religion gennemsyrer individ og samfund
En af de medvirkende var Dr. Heiner Bielefeldt, der er filosof og historiker og tidligere har været FN’s særlige rapportør for tros- og religionsfrihed.
– Der er en tendens til at indkapsle religiøsitet i særlige kategorier. Nogle vil sige, at religion hører til i privatsfæren, og når den udtrykkes offentligt, sker det i religiøse institutioner, fx i kirke, moské eller synagoge, indledte han.
Men denne religiøse offentlighed er meget begrænset. Bygningerne kan ses og kirkeklokkerne høres, men ikke mere end det, og det er ikke rimeligt, mener Heiner Bielefeldt:
– Tros- og religionsfrihed beskytter religiøs tro og praksis i bred forstand: bøn, undervisning, at adlyde visse regler osv. Religiøsitet gennemtrænger alle livets aspekter. Tro kommer ud fra vores indre kerne og har konsekvenser i den ydre verden – ikke kun for den enkelte, men også for alle dem, vi møder. Religion gennemsyrer samfundet, fordi religiøse mennesker praktiserer deres tro og påvirker deres omgivelser med den. Troen inspirerer os til at gøre en positiv forskel i samfundet. Det er derfor ikke ønskeligt at afgrænse religion til en bestemt afdeling i samfundet, kirken, moskéen, templet, synagogen osv.
Menneskerettighederne er indbyrdes forbundet
En anden oplægsholder, Knox Thames, lagde vægt på, at tros- og religionsfrihed er inkorporeret i de øvrige menneskerettigheder. Knox Thames er tidligere rådgiver for det amerikanske udenrigsministerium hvad angår tros- og religionsfrihed i Mellemøsten og Sydøstasien.
– Tros- og religionsfrihed udspringer fra Menneskerettighedskonventionen, der også sikrer ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed osv. Alle disse frihedsrettigheder er indbyrdes forbundet. Troende skal have lov til at samles, folk skal kunne komme til og fra helligstedet, præsten eller imamen skal kunne tale osv. Også den private ejendomsret spiller ind her. Troende kan danne en forening, udgøre en juridisk person og eje bygninger. Alle disse rettigheder er grundlag for, at religion kan være en del af det offentlige rum, pointerede han.
Bidrag til et retfærdigt samfund
Hvordan det lader sig gøre i praksis kunne Dr. Kenneth Mtata indvi deltagerne i. Han er generalsekretær i Zimbabwes Kirkeråd og dybt involveret i tværreligiøs dialog. Han lagde bl.a. vægt på, at religiøse aktører må forholde sig til spændingen mellem retfærdighed og fred for at kunne agere i det offentlige rum.
– Troende mennesker kan være så ivrige efter at skabe fredelig sameksistens, at de er tilbageholdende, når det drejer sig om emner, der vedrører retfærdighed. Der er samtidig et pres for at vi som religiøse aktører skal arbejde for fred og forsoning, og så snart vi taler om menneskerettigheder, bliver vi dysset ned og bedt om at passe os selv, sagde han og uddybede:
– Der er en tydelig adskillelse mellem religion og politik, hvor man beder kirken om at holde sig indenfor den religiøse sfære. Al tale om fred bliver derfor tømt for retfærdighed.
Man reducerer det religiøse fredsarbejde til blot at gyde olie på vandene og overser samtidigt, at den religiøse virkelighed også kan bidrage til et retfærdigt samfund.
Hvordan får vi fat i de andre?
Alle oplæg ved konferencen blev afløst af dialog – og her var et indlæg fra Dr. Johnson Mbillah fra det panafrikanske program for kristen-muslimske relationer, PROCMURA, særlig interessant:
– Tros- og religionsfriheden bliver ofte krænket af dem, der tilhører en anden religion. Her taler vi sammen som kristne fra forskellige retninger. Hvordan får vi fat i de andre? Jo, det er vigtigt med monodiskussion, men hvordan får vi en multidiskussion? Både sammen med andre, og ved at opmuntre andre til at have deres egne indbyrdes diskussioner.
Dr. Mbillah supplerede med flere arenaer, hvor der er brug for at fremme tros- og religionsfrihed:
– Vi skal også huske religionsfriheden indenfor hver religion. For her kan også være divergenser og manglende frihed til at mene og udtrykke forskellige holdninger. Vi må heller ikke glemme nuancerne i forholdet mellem majoritet og minoritet. Vi adresserer ofte spørgsmålet om tros- og religionsfrihed til majoriteten, men sagen er, at minoriteter også kan undertrykke, hvis de kommer til magt. De kan endda krænke majoritetens religionsfrihed.
Vis enhed i mangfoldighed
Tilbage til Dr. Mtata:
– Politikere stræber efter magt og vil konkurrere med hinanden i det offentlige rum. Her må religiøse aktører lægge afstand til den måde at konkurrere på og i stedet samarbejde med hinanden og vise enhed i mangfoldighed. Vi afmonterer derved de spændinger som er almindelige i den politiske magtkamp.
– Religion giver os et sprog til at reagere på det, der sker i vores omverden. Religion kan også komme med forslag til, hvordan vores omgivelser kan forandres i positiv retning. Her bør religiøse aktører i højere grad bidrage til samfundsforandringer med idéer fra den religiøse verden.
– Vi skal ikke kun respondere, når skaden er sket, og være til stede for at afhjælpe krisen, men også træde frem i det offentlige rum med idéer til, hvordan samfundet kan se ud. Dermed bidrager vi til uddannelse, bevidstgørelse og nye forestillinger om fremtiden, sluttede han.
Mødet var en del af CKU’s arbejde med en kommende rapport, der undersøger forholdet mellem Tros- og Religionsfrihed og Civilsamfundets Råderum. Rapporten vil blive udgivet i slutningen af april måned.
