Arbejdet for tros- og religionsfrihed må ikke blive en multireligiøs snakkeklub
Som ansat i en dansk udviklingsorganisation har man et ben i to verdener, når en delegation af danske politikere møder de folk for hvem dansk udviklingssamarbejde virkelig kan gøre en forskel. Men hvordan sikrer man, at der kommer noget frugtbart ud af samtalen, når dansk sans for effektivt og planlægning møder asiatisk etikette, skriver Filip Buff Pedersen i denne rejseberetning.
Indonesien er et af de lande i verden, hvor retten til tros- og religionsfrihed er under pres. På baggrund af de tydelige behov for fokus på denne rettighed har skiftende danske regeringer taget en række initiativer til, hvordan Danmark kan engagere sig i denne dagsorden globalt. Et af de initiativer er et samarbejde mellem Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde og Communion of Churches in Indonesia om projektet ’Maintaining and Advocating for Freedom of Religion or Belief’ i Indonesien, og det var i den anledning at repræsentanter for Udenrigspolitisk Nævn i marts besøgte Bandung.
Ud af samlet set en lille uges program for de danske folketingspolitikeres besøg i Indonesien var der afsat fem kvarter til at høre om situationen for Indonesiens mange religiøse minoriteter. Forinden havde medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn mødtes med repræsentanter fra den indonesiske regering og de øverste ledere for den største gruppe muslimer i landet. Både regeringen og muslimske ledere meddelte, at der er tros- og religionsfrihed i Indonesien.
Deres holdning står således i skarp kontrast til det billede, man får, når man læser internationale rapporter om situationen i landet. Her rapporteres om tiltagende pres på tros- og religionsfriheden med fortsatte retssager mod individer anklaget for blasfemi og fængselsstraffe, der slet ikke er proportionelle med forseelsen. Trusler fra radikale og ekstremistiske grupperinger mod minoriteter, som ønsker at opføre templer, kirker og moskeer er udbredte.1
Den kirke, der var værter for mødet mellem de danske politikere og repræsentanter fra minoritetstrossamfund, har to verserende sager, der handler om hærværk mod bygningerne og trusler mod medlemmerne.
”Vi bliver dobbelte ofre – først for forbrydelsen, efterfølgende når politi og retsvæsen beder os om ikke at lægge sag an eller finde andre løsninger for ikke at ødelægge ‘tolerancen og den interreligiøse harmoni’,” fortæller generalsekretæren for kirken.
Organisationen CCI (Communion of Churches Indonesia), som er CKU’s partner i landet, havde derfor brugt lejligheden til at invitere repræsentanter fra alle religiøse minoriteter i regionen til at fortælle deres version. Listen over fremmødte talte bl.a. Ahmadiyya muslimer, katolikker, kristne, hinduer, oprindelige folk og Konfucianister. Repræsentanter der alle havde taget fri fra deres daglige gøremål og var rejst til Bandung, for at berette om en hverdag med systemisk og social diskrimination. De var mødt op i håbet om at blive hørt af danske politikere, som måske kunne hjælpe deres rettigheder på vej.
Udfordringen er, hvordan man faciliterer et møde, hvor repræsentanterne for minoritetstrossamfund faktisk får sagt det, de har på hjerte, og de danske politikere tager andet med sig derfra end gode intentioner, og det er stadig uklart for mig, om det faktisk lykkedes.
Det konkrete møde finder naturligvis sted. De danske politikere bydes velkommen, værterne overrækker gæsterne gaver, og projektlederen fra CCI introducerer projektet og konteksten. Herefter gives ordet til formanden for Udenrigspolitisk Nævn, som takker for invitationen og fortæller om Danmarks indsats for denne dagsorden og for interreligiøs dialog. Han fortæller desuden, at både den indonesiske regering og den grand imam, som politikerne tidligere mødtes med, fortæller, at der er tros- og religionsfrihed i Indonesien, og stiller herefter spørgsmålet ud i rummet: ”Hvad mener I?”
Konftionaisten tager ordet og fortæller:
“I Indonesien kan vi ikke registreres. Vi er ikke en af de seks anerkendte religioner. Det har store udfordringer: vi kan ikke blive gift, vores børn anses som uægte, og der ses ned på ugifte kvinder. Dette giver videre udfordringer i forbindelse med job, karriere mv.”
Videre blev der berettet om udfordringerne med at få tilladelse til at bygge Worship Houses. Et tema som CCI har arbejdet med i forbindelse med projektet og udgivet en rapport om.
Der er valg i 2024, og ved alle valg i Indonesien er det et velkendt politisk værktøj at ty til stereotyper, hadtale og i nogle tilfælde opfordringer til eksklusion og vold. En effektiv måde at vinde støtte fra majoriteten.
Selv har jeg tilbragt en uges tid sammen med deltagerne, som i dag fungerer som værter, og jeg kender derfor flere af deres historier:
”Tidligere havde vi bare en juridisk afdeling,” fortalte generalsekretæren mig efter mødet, ”men der var behov for, at vi kunne føre vores egne sager i retssystemet.”
Derfor har kirken i dag etableret et decideret advokatfirma, der kan føre sager om jordrettigheder og kirkebyggerier ved de forskellige retsinstanser.
Lige for tiden har de to sager ved domstolene, men generalsekretæren er pessimist – eller realist, som han selv siger – og forventer ikke at domstolene giver dem medhold, selvom de har loven på deres side. De har alt for ofte oplevet, at politi og retssystem giver kirken besked på at rette ind efter flertallets ønsker for at bevare den samfundsmæssige harmoni, selvom loven er på deres side.
Demonstrantenter, der forlanger en kirke lukket eller nybyggeri stoppet, har i nogle tilfælde endda udøvet hærværk og vold mod kirken og dens medlemmer. På venstre hånd i bunden af gården er der et krisecenter for kvinder. Det kan være piger i risiko for at blive handlet eller kvinder, der har været udsat for vold, som kirken hjælper med juridisk og psykologisk rådgivning.
”Selvom mødet skal til at slutte, er dette ikke slutningen, men tværtimod starten på vores samarbejde,” sagde Michael Aastrup Jensen, som er formand for Udenrigspolitisk Nævn ved mødets afslutning.
Og jeg håber, han får ret. Jeg håber, Danmark finder modet til at gøre mere for denne vigtige dagsorden. Jeg håber, at de mennesker, der var mødt op til mødet med den danske delegation for at argumentere for vigtigheden af deres sag, oplevede at blive hørt og taget alvorligt. Og jeg håber, at de danske politikere forstod alvoren af det, der blev sagt, og at den vigtige sag ikke druknede i asiatisk etikette. Jeg håber, det lykkedes at skabe et rum, hvor de to verdener faktisk mødte hinanden. Tiden vil vise, om det gjorde.
